Foreningen frafalden er en frivillig non-profit forening. Vi blev stiftet 22.august 2020 efter initiativ af Mustafa Sayegh, som også fungere som formand i foreningen i dag.
Den stiftende generalforsamling foregik på en adresse som var hemmeligholdt for offentligheden, og alle deltagere var blevet inviteret personligt af Mustafa Sayegh. Dette skyldes den reelle risiko der er for at nogen ville sabotere mødet eller på anden måde skade sagen eller sladre til familie angående nogle af deltagerene.
Af samme årsag har vi foreningen også en screeningproces, hvor vi mødes fysisk til et indledende møde, med alle der søger om medlemskab. Dette gør vi af sikkerhedsmæssige grunde for at sikre os at de som bliver del i foreningen er oprigtige, men også for at vurdere hvor i frafalds processen vedkommende befinder sig.
I de islamiske miljøer er der desværre en stikker-kultur, hvor man med social kontrol forsøger at fastholde folk i det islamiske jerngreb, derfor værner vi om vores medlemmers anonymitet, da vi ved hvilke konsekvenser det kan have hvis deres frafald afsløres.
Vi arbejder dog på at styrke den enkelte til at tage konfrontationen, da det er en uundgåelig og afgørende konfrontation, som skal tages før eller siden, men den enkelte skal være klar. Når medlemmet er klar til at tage opgøret, er vi også klar til at bakke op. Både moralsk men også praktisk med frivillige der står standby med husly eller transport i nødstilfælde.
I foreningen Frafalden ønsker vi at skabe netværk og fælleskab for exmuslimer i Danmark. Vi forsøger at stable arrangementer på benene så ofte som muligt.
Arrangementer kan være alt lige fra fællespisning, teambuilding, hestevognsture og fester. Vi forsøger i fælleskab at arrangere disse, og da vores medlemmer er fra hele landet, bliver det skiftevis på Sjælland, Jylland og Fyn.
Som forening bliver vi også et talerør for exmuslimer, også de, som ikke er medlem i vores forening. Vi er politisk uafhængige, og blander os i samfundsdebatten fra et islamkritisk standpunkt.
Medlemskab i foreningen frafalden er forbeholdt exmuslimer og danske ikke-muslimer som støtter sagen.
For at blive medlem skal man være myndig (18 år) og ønsker man at stille op i bestyrelsen er kravet at man skal være offentligt ansigt udadtil. Alle øvrige medlemmer er anonyme.
Er man under 18 år, kan man ikke blive medlem, men er altid velkommen til at bruge vores anonyme chat funktion og tale med en håndfuld af vores medlemmer, som sidder klar til at rådgive og hjælpe.