Info om Frafalds-processen

Info om frafaldsprocessen


Frafald anses i islam som en af de alvorligste synder. I Koranen beskrives frafald som en synd, der ikke tilgives, og i hadith-litteraturen findes direkte udsagn om, at frafaldne skal dræbes.
Ibn ‘Abbas beretter:
“The Messenger of Allah [SAW] said: ‘Whoever changes his religion, kill him.’”
Reference: Sunan an-Nasa’i 4059 Gradering: Sahih (Darussalam)


I foreningen Frafalden har vi udarbejdet en oversigt over frafaldsprocessen. Trin for trin forsøger vi at belyse, hvordan processen typisk udspiller sig i praksis – også i en dansk kontekst. I dag har mere end 12 muslimske lande dødsstraf for at forlade islam.


Tvivl
“Det giver ikke mening for mig.”


For den troende muslim er tvivlen ofte det første skridt i frafaldsprocessen. Modsigelser i Koranen, hadith eller konkrete tekster, der vækker afsky eller moralsk ubehag, kan føre til en dyb og angstprovokerende tvivl. Ikke alene udfordres ens religiøse overbevisning – hele ens identitet og fundament som menneske kan føles truet.
I islam betragtes tvivl i sig selv som syndigt, og en del af indoktrineringen er, at man ikke må stille for mange spørgsmål ved skaberen. Når tvivlen først er opstået, er den dog svær at undertrykke.
For mange muslimer, der ikke er særligt troende, ser denne fase anderledes ud. Her springes den dybe religiøse refleksion ofte over, og man bevæger sig direkte videre til næste fase.


Dobbeltliv
At ride på to heste.

Man tror ikke længere – men lader som om.
Mange frafaldne lever et dobbeltliv. Udadtil følger de fortsat islamiske regler og forventninger: de går måske i moskeen, beder eller faster, fordi det forventes af dem, selvom de reelt ikke længere tror. Dette skyldes frygt for de konsekvenser, et åbent frafald kan medføre.
Frygten handler ikke længere om Guds straf, men om det sociale pres, familiens reaktioner og det traumebånd, som mange er vokset op med.
For nogle, der allerede i barndommen har taget afstand fra troen, ser denne fase anderledes ud. De beder ikke, går ikke i moskeen og har ofte aldrig interesseret sig for religion eller læst Koranen. De vokser ofte op i hjem med relativt frie rammer og betegnes ofte som “kulturmuslimer”.
Den tilsyneladende nemme løsning er for mange at bevare mærkatet “muslim”, selvom de ikke følger islam. Det føles tryggere og langt mindre konfliktfyldt. Problemet er, at man dermed fortsat forventes at leve op til islamiske normer og krav – eksempelvis omkring ægteskab, omskæring af drengebørn eller hvilke holdninger man åbent kan ytre.
For at overleve i denne situation vælger mange et selvbedrag, hvor de forsvarer islam, selvom de ikke længere tror og ofte har begrænset viden om religionen. Mekanismen kan sammenlignes med det, mennesker udsat for psykisk vold beskriver: en afhængighed af den, der har forårsaget skaden. På samme måde ender mange frafaldne som medløbere, der forsvarer det system, som begrænser dem.
At kalde sig frafalden opleves for de fleste som langt mere utrygt og konfliktfyldt – men konfrontationen er ofte både nødvendig og uundgåelig.


Konfrontationen
“Jeg er ikke længere muslim.”


Konfrontationen er uundgåelig. Når man ikke længere kan leve et dobbeltliv, og når man erkender behovet for at stå ved sig selv, opstår det reelle opgør.
Konsekvenserne varierer. I ekstreme tilfælde kan de være fatale, såsom æresrelateret vold eller drab. I den mildere ende ses udstødelse fra familien og det sociale netværk.
I langt de fleste tilfælde udsættes den frafaldne for manipulation og psykisk vold. Familien og baglandet forsøger ofte at påføre skyld og skam ved at fremstille frafald som umoralsk eller forkasteligt – selvom realiteten blot er, at man ikke længere tror på Allah og ønsker at leve på egne præmisser.
Eksempler på manipulation kan være:


● at få at vide, at en syg mor ikke kan klare det,
● at faderen mister status i miljøet,
● at søskende bruges som pressionsmiddel for at få den frafaldne “tilbage i folden”.


Nogle familier hævder at acceptere frafaldet, men kræver samtidig, at det holdes hemmeligt. Denne betingede accept fastholder den frafaldne i et nyt dobbeltliv og indebærer fortsat underkastelse under islamiske normer, fordi omverdenen stadig tror, man er muslim.
Det er derfor afgørende at fastholde, at man ikke gør noget forkert ved at frafalde – uanset hvor massivt presset måtte være. Det er svært, både på grund af frygten for vold og ønsket om at bevare relationer til familie og bagland.
Virkeligheden er dog, at relationer, som kun kan eksistere på en løgn, sjældent er sunde. Mister man nære relationer på grund af sit frafald, var de sandsynligvis ikke gode relationer til at begynde med.