Den 13. december 2023 blev 29-årige Frederik Vad Socialdemokratiets nye indehaver af den særdeles vigtige post som udlændinge- og integrationsordfører, og i et interview med Berlingske blæser den nye ordfører til kamp mod det han betegner som “herskerattitude”, som kommer til udtryk ved “dominansadfærd”, når “unge gutter” fylder hele fortovet og ikke flytter sig en tøddel for forbipasserende, samt Studerende med indvandrerbaggrund, som benægter, at holocaust har fundet sted.
Social kontrol, eller lærere, der er håndsky over for at undervise i islamkritiske satiretegninger.
https://www.berlingske.dk/politik/frederik-vad-vil-bekaempe-herskerattitude-blandt-saerlig-gruppe-af
Det er en vigtig debat som Frederik Vad rejser, og et afgørende problem som skal belyses og løses. Som forventet bliver debatten forsøgt afsporet og kortsluttet, kort efter at Frederik Vad træder frem. Det sker hver gang nogen kommer ind på dette emne. Om det er Mette Frederiksen der taler om utryghedsskabende indvandrerdrenge i s-tog, eller om det er Inger Støjberg der taler om larmende indvandrerdrenge i biografen, ja selv hvis vi ser bort fra de eksempler som man måske ville kunne kalde “drengestreger” – ja så er det samme reaktion selv når Tv2 med skjult kamera, afslører hvordan imamer i Danmark lyver, opfordrer voldsramte kvinder til ikke at gå til de danske myndigheder eller prædiker om piskeslag og stening, ja så er hylekoret altid på pletten, ved at fjerne fokus fra det centrale over på ordkløveri, begreber, anklager om racisme og andet godt fra havet, og på den måde sættes debatten tilbage i nul, og dermed kommer vi ikke videre. Sådan har det stået de sidste 30 år.
Skal vi starte et sted, så ville den pakistanske kvinde, Rushy Rashid, være et oplagt sted at starte.
Hun var i 1997 begyndt at markere sig i integrationsdebatten, blandt andet som klummeskribent i Weekend-avisen, og efter en heftig tv-debat med Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup på TV 3, tilbød vært Helle Danielsen efterfølgende hende en praktikantstilling på kanalen, Rushy Rashid sagde omgående ja. Debatten dengang var nøjagtig den samme som den er i dag, 30 år senere. Med de nøjagtig samme afsporinger og anklager om racisme. Den væsentligste forskel på dengang og i dag, er vel egentlig det voksende antal muslimer i Danmark, og den stigende vold i statistikkerne, fyldte fængsler og krisecentre med en overrepræsentation af muslimer, flere end 180 moskeer hvorfra flere er blevet radikaliseret, eller skoler og institutioner hvor man frygter at undervise i eksempelvis muhammed tegninger, vis tegner Kurt Westergaard, måtte leve med politibeskyttelse resten af sine dage.
Listen er meget lang, og jeg kommer ind på flere punkter senere i mit indlæg.
Hersker attitude er islam.
Vi bliver stadig ved Rushy i 1997 et øjeblik.
Et år efter Rushy`s debat på tv, blev hun forfremmet til vært, og hun blev dermed den første tv-vært med indvandrerbaggrund i Danmark nogensinde. Hun møder kort efter journalisten Jens Harder Højbjerg, et forhold som i starten er hemmeligt fordi hendes pakistanske familie ikke ville acceptere, hvis hun var sammen med en dansker. Men med to tidligere
arrangerede ægteskaber, valgte Rushy og Jens kærligheden, og gjorde det officielt, og efter en turbulent tid hvor Rushys familie slog hånden af hende endte det lykkeligt med forsoning mellem Rushy og hendes far, som accepterede hendes danske mand. En solstrålehistorie i integrations-land. Der gik dog ikke lang tid før det kom frem, at før Rushys familie kunne acceptere forholdet, skulle Jens konvertere til islam, og da de fik en søn, Adam, ja så skulle drengen også omskæres. Så den lykkelige integrationshistorie fik sig nogle skrammer, med mindre man naturligvis mener at det er et fint kompromis at indgå mellem en dansker og en muslim i et forhold. Et stykke forhud i bytte for en juleaften måske?
Spøg til side. Det interessante ved netop dette, er at dette også er en del af den hersker attitude. Fordi det handler ikke blot om volden på gaden, eller det helt håndgribelige vi kan se og mærke. Det er som Frederik Vad selv kommer ind på “Noget åndeligt” – Det er værdi og livsanskuelse. Men også om loyalitet. For mig som ex-muslim, er denne herskerattitude som Frederik Vad forsøger at belyse, noget som jeg kender indefra fra da jeg var muslim, og noget jeg ser meget mere klart udefra efter jeg forlod islam.
Herskerattituden er en væsentlig del af islam.
Det arabiske begreb Dar al-Islam som oversat betyder “Islams hus” betegner områder/lande med islamisk styre og hvor islamisk lov gælder. Under den islamiske ekspansion i 600- og 700-tallet blev det opfattet som en pligt at udvide “islams hus” via jihad (Hellig krig)
Man udvidede til det som betegnes Dar al-Harb som oversat betyder “krigens hus”
Dette begreb betegner områder som ikke er domineret af islamisk lov, og hvor muslimer ingen magt har. Senere kom der så et tredje begreb, nemlig Dar al-sulh, som betegner områder som ikke er under islamisk styre, men som betaler tribut til en muslimsk hersker.
Alt dette er jo i høj grad politisk og meget lidt religiøst, netop fordi islam i langt større grad er politisk end religiøst.. I de islamiske religiøse tekster finder man dog en lang række vers og hadith, som både maler fjendebilleder, nedgør og dehumaniserer dem, som ikke tror på Allah.
Eksempelvis: “Lad ikke troende tage vantro som allierede frem for troende. Og den, som af jer gør det, har intet med Allah, undtagen når han tager forholdsregler mod dem med forsigtighed.” Koranen 3:28
Se, alt dette kunne man jo tænke er fuldstændig ligegyldigt, fordi faktum jo er, at langt de fleste som kalder sig muslimer, aldrig har læst koranen, derudover har man her i Danmark en opfattelse af, at man kan være kulturmuslim på samme måde som man kan være kulturkristen. Så at der både historisk, politisk og religiøst kunne dannes præcedens for herskerattitude hos “Ahmed på Nørrebro” som måske aldrig har læst koranen, måske ikke taler arabisk og ikke overholder de islamiske påbud, kan jo virke ret usandsynligt set med danske øjne.
Men det har i den grad med det at gøre.
De islamiske tekster og historie ligger ikke kun dybt forankret i kulturen, men der er også muslimer som aktivt arbejder på islamisering. Når vi hører om ekstremister, der er med til at radikalisere unge muslimer, så gøres det med de islamiske tekster og historier i hånden.
Men vi taler her ikke blot om radikalisering af en ellers velfungerende ung fyr fra eksempelvis Ballerup. Vi taler om børn, der vokser op i miljøer, hvor kulturen er præget af de islamiske tekster, historier og livssyn.
Vokser man op med fortællingen om, at man ikke må spise svinekød fordi det er urent dyr og man straffes i helvede, ja så påvirker det den unges syn negativt på alle dem, som godt kan lide en god flæskesteg.
Vokser man op med fortællingen om, at de kvinder som er ærbare og skal respekteres er de, som er tildækket med hijab, ja så påvirker det den unge drengs syn negativt på de kvinder som går i lårkort og bar skulder.
Vokser man op med fortællingen om, at kritik af koranen, profeten eller allah er en synd, så påvirker det den unges syn negativt på satire, kritisk tænkning og frihed.
Vokser man op med det krav, at man som kvinde ikke må tage en dansker til ægtemand med mindre han konvertere til islam, hvorimod en muslimsk mand gerne må have en ikke-muslimsk kone, ja så påvirker det den unges syn negativt på ligestilling.
Vokser man op med forståelsen af, at man ikke kan stole på danskerne og ikke må blive for dansk, så vil den unges syn på det danske tillidssamfund også påvirkes negativt.
Vokser man op med den indoktrinerede fortælling, at man som muslim befinder sig i et ikke-muslimsk land (Dar al-harb) og derfor aldrig bliver accepteret og alt modstand er racisme, ja så påvirker det selvsagt også den unge negativt.
Ja hvis vi lige skal strege det sort/hvidt op, kan man alene se forskellen mellem kirkeklokker og så islamisk bønnekald. I det islamiske bønnekald bliver der vrælet ud til hele byen at “Allah er den største og profeten hans sendebud” En direkte magtdemonstration eller hersker tilgang, sammenlignet med et par kirkeklokker som allerhøjst er lidt træls en søndag morgen med tømmermænd.
Det kommer til udtryk med vold.
Volden i muslimske hjem, er et problem og som naturligvis også spiller en rolle i den vold vi ser på gaden. Men også de muslimske hjem uden fysisk vold, skal man huske den psykiske vold. Truslen om vold, og truslen om allahs straf er alt sammen psykisk vold og gør absolut intet godt for den unge.
De unge drenge er ofte ikke særligt belæste i hverken islam eller andet. De er på den ene side ikke gode samfundsborgere og på den anden side ikke “gode nok muslimer” Så de står i et ingenmandsland og søger identitet og fællesskab. Det gør dem til lette ofre for radikalisering og bandemiljø.
De unge drenge især, som vi oplever udøve volden, hvad enten det er bandekriminelle, eller overfald på uskyldige, bliver i Danmark brugt af de religiøse, som redskaber til at skabe kaos, frygt og splid i Danmark. Derfor ser man også de islamiske organisationer gribe enhver mulighed for at tale Danmark ned og dyrke fortællingen om et vesten i fordærv og hvorfor vesten kan reddes af islam.
Men også de som tager uddannelser, taler ordentligt dansk og som udadtil virker integrerede, er del af denne hersker attitude. De sidder ofte i betroede stillinger, hvor de har en særlig magt og oplysninger om borgere, som gør dem særligt magtfulde. Der er et hav af eksempler på muslimer i stillinger som socialrådgiver, betjente, jurister, læger, lærer, sosu, integrationsmedarbejdere og andet, som netop vægter deres islamiske loyalitet højere, og derfor misbruger deres stilling overfor dem, de anser som fjender, og dem som de anser som fjender, har de fra barnsben lært at se som fjender.
Skrevet af Mustafa Sayegh –