Jeg er vokset op som muslim og levede i mange år med islam som mit moralske og religiøse kompas. I dag er jeg ikke længere troende. Mit opgør med islam var ikke kun et spørgsmål om tro, men i høj grad et spørgsmål om værdier. For jo ældre jeg blev, desto tydeligere stod det for mig, at der var en grundlæggende konflikt mellem islam og de vestlige frihedsværdier, jeg ønskede at leve efter.

I vestlige samfund tager vi ofte individets frihed og selvbestemmelse for givet. Retten til at tænke selv, vælge sin livsform og ændre mening er fundamentale principper. I islam er denne frihed begrænset. Det enkelte menneske er ikke den øverste autoritet i sit eget liv – det er Gud. Religiøse regler regulerer ikke blot tro, men også påklædning, seksualitet, relationer og daglig adfærd. Som troende lærte jeg, at lydighed var en dyd, og tvivl et problem.

Et afgørende brud kom i forhold til ytringsfrihed.

I Vesten betragtes retten til at kritisere religioner og ideologier som en selvfølge. I islam er kritik af profeten Muhammed og Koranen ikke bare kontroversiel, men ofte opfattet som moralsk uacceptabel. Jeg lærte tidligt, hvad man ikke måtte sige højt – heller ikke i tanke. For mig blev det umuligt at forene med et frit og åbent samfund.

Også sekularismen viste sig at være en skillelinje. I Vesten adskiller vi religion fra stat og lovgivning, netop for at sikre lige rettigheder for alle. Islam er imidlertid mere end en privat tro. Den rummer et omfattende normsystem for samfund og moral. Som muslim var det naturligt at mene, at Guds regler stod over menneskeskabte love. I dag ser jeg netop dette som uforeneligt med demokrati og retsstat.

Spørgsmål om ligestilling og seksuel frihed spillede også en central rolle i mit opgør. Jeg voksede op med klare forestillinger om kønsroller, ægteskab og seksualitet, som stod i kontrast til vestlige idealer om ligestilling og individuel frihed. Homoseksualitet blev betragtet som synd, og kvinders og mænds roller var ikke lige, men forskellige – med klare hierarkier. Det blev stadig sværere for mig at forsvare disse synspunkter, både over for mig selv og over for det samfund, jeg levede i.

Endelig var der spørgsmålet om moral og sandhed. I Vesten accepterer vi, at mennesker lever efter forskellige værdier, og at moral kan diskuteres og forhandles. Islam tilbyder derimod faste svar baseret på åbenbaring. For mig betød det, at samtalen stoppede, hvor religionen begyndte. Det var ikke længere tilladt at være i tvivl.

Når mennesker i dag konverterer til islam, fremstilles det ofte som et rent personligt valg uden konsekvenser for værdier og samfundssyn. Min egen erfaring siger noget andet. Islam er ikke kun en tro – det er et samlet normsystem. At træde ind i det indebærer også at træde væk fra centrale vestlige værdier.

Jeg forlod islam, fordi jeg ønskede at leve i et samfund, hvor individet er frit, hvor religion kan kritiseres, og hvor ingen sandheder er hævet over debat. Det valg burde kunne diskuteres åbent – også når det udfordrer vores forestilling om religion som et rent privat anliggende.

A – 36 år