Debatten om at give islamiske moskeer og imamer juridisk betydning bliver solgt som en hjælp til muslimske kvinder, der har svært ved at opnå en islamisk skilsmisse. Intentionen lyder beskyttende. Men løsningen er dybt problematisk. For i stedet for at styrke kvinders rettigheder risikerer vi at cementere netop de religiøse strukturer, der fastholder dem i ufrihed.

Vi hjælper ikke muslimske kvinder ved at give mere magt til de institutioner, der nægter dem frihed. Vi hjælper dem ved at stå fast på, at rettigheder er universelle – og ikke til forhandling i et bedehus.Men kvinderne skal også selv ville hjælpes. Og heri ligger velnok den største udfordring.

Det er en grundlæggende udfordring i arbejdet med voldsramte kvinder, uanset tro, etnicitet, alder eller baggrund, at hjælpen oftest forudsætter, at kvinden selv ønsker og opsøger den. Dette skyldes både respekt for den enkelte kvindes ret til selvbestemmelse, samt at motivationen for at forlade et voldeligt forhold skal komme indefra for at være holdbar.

Islam er også magt over sindet, og det er her, jeg som frafalden fra islam, ser et af mange problemmer, hvis man giver imamer og trossamfund det juridiske blåstempl, i troen på at der skulle findes et juridisk vakkum.

Som frafalden ved jeg, at ikke alle oplever religion som et frit valg. For nogle er den en ramme, man er født ind i, og som det koster dyrt at forlade. Hvis staten legitimerer religiøse autoriteter juridisk, sender den samtidig et signal om, at disse autoriteter er “rigtige” magthavere. Det kan forstærke tavshed, skam og kontrol i lukkede miljøer – og gøre det endnu sværere at bryde ud.

Men jeg taler naturligvis ud fra et eksmuslimsk perspektiv. De troende har jo så valgt islam, med alt det som følger med. Eksempelvis den forskelsbehandling der ligger i islamisk skilsmisse. Danmark og dansk lov har allerede lovgivning, som beskytter dem mod vold. De har alle rettigheder. Men når de ikke gør brug af den, og istedet søger til en imam, så er det netop den magt over sindet jeg taler om. De sociale konsekvenser, disse kvinder kan opleve i forbindelse med skilsmisse, fylder mere. Og den selvsamme frygt og skam, bliver desværre også udnyttet af imamer og trossamfund.

Eksempelvis når islamiske reformister prøver at bruge en slags nyfortolkning af Koranen, som middel til at give disse kvinder en eller anden form for støtte. Så kan det ved første øjekast virke positivt og progressivt, men i virkeligheden fastholder man kvinderne i islam på den måde. For autoriteten er stadig ved de religiøse tekster. Man har ikke taget opgøret, man har blot fået at vide, at ifølge “deres fortolkning af islam” kan hun skilles, og pludselig har kvinden ikke den samme følelse af skyld og skam. Men det er ren placebo.

Man ville måske argumentere for, at denne nyfortolkning af Koranen trods alt er mere kompatibel med Danmark. Men også her er man nødt til at kigge på, hvem og hvor mange islamiske trossamfund og imamer, der bakker op om denne nyfortolkning – og antallet er forsvindende lille.

I Foreningen Frafalden, har vi aldrig, og ville aldrig nogensinde opfordre disse kvinder til at lade imamer eller Koranen diktere eller bestemme. Uanset hvor fint et gavepapir islam pakkes ind i.

skrevet af Mustafa Sayegh – formand i Foreningen Frafalden