For de, som allerede som barn har gjort op med tvivlen, er denne fase en lidt anden. De kommer ikke i moskeen, eller beder. De har ofte heller ikke interesseret sig for religion og heller ikke læst koranen. Denne gruppe, vokser ofte op i hjem hvor de får relativt frie tøjler. Mange gange må de gå i byen, feste eller på anden måde leve frit. De er det man i daglig tale vil kalde “kulturmuslimer”

Den nemme vej virker til at være den, hvor man beholder mærkatet “muslim” trods man ikke følger islam.

Problemet her er dog, at selvom man ikke tror på islam, ender man altid med alligevel at følge de islamiske forventninger fra familie og venner, netop fordi man ellers vil blive konfronteret og dermed kan fremstå som frafalden. Det kan være alt lige fra ægteskab som forventes at skulle være med en muslim, til omskæring af drengebørn. For at overleve i denne situation, vælger mange et selvbedrag, hvor man forsøger at passe ind i gruppen, ved at fornægte den virkelighed man er i, ved at forsvare islam, trods man slet ikke ved ret meget om islam. Mennesker der har været udsat for psykisk vold beskriver at de efter bruddet mærker og kæmper med en afhængighed til den tidligere partner, de har svært ved at slippe partneren. På samme måde oplever frafaldne denne afhængighed. Man ender derfor som en medløber, der forsvare sin egen voldsmand. Man beholder mærkatet som “Muslim” fordi det er langt mere utrygt og konfliktfyldt at kalde sig frafalden og medfører en konflikt som de færreste er klar til.”

I foreningen Frafalden, står vi klar med støtte, opbakning og praktisk hjælp i form af husly, transport og netværk med jurister og andet relevant.